Hvem er ansvarlig for at den indtastede e-mail adresse er korrekt?
Forbrugerklagenævnet har i to sager fra henholdsvis 2015 og 2022 forholdt sig til spørgsmålet om, hvem der har ansvaret, hvis en forbruger kommer til at taste en forkert e-mail adresse ind under bestillingsprocessen i en webshop.
Forbrugerklagenævnets sag 14/10685, køb af flybilletter
I sagen havde en forbruger købt tre flybilletter på nettet, men da han ikke modtog nogen ordrebekræftelse på e-mail, købte han kort tid efter tre nye samme sted. Efterfølgende konstaterede forbrugeren, at begge bestillinger var gået igennem, og at han derfor havde købt og betalt for seks flybilletter. Når han ikke havde modtaget nogen ordrebekræftelse for det første køb, var det fordi han havde indtastet en forkert e-mailadresse.
Forbrugeren argumenterede for, at det måtte være sælgers ansvar, da sælger ikke havde indrettet sin hjemmeside sådan, at forbrugeren skulle indtaste sin e-mail adresse to gange.
Forbrugerklagenævnet fastslog imidlertid enstemmigt, at det var forbrugerens eget ansvar at indtaste de korrekte oplysninger, og at sælger ikke var forpligtet til at gøre en køber opmærksom på at dobbelttjekke oplysningerne, eller at angive e-mailadresse og andre oplysninger to gange.
Da det således var forbrugerens eget ansvar at sikre sig, at de indtastede oplysninger var korrekte, måtte forbrugeren betale for alle seks flybilletter (da der er ikke fortrydelsesret ved køb af flybilletter, jf. forbrugeraftalelovens § 1, stk. 2, nr. 4).
Læs Forbrugerklagenævnets afgørelse.
Forbrugerklagenævnets sag 21/06063, tegning af abonnement på boligportal
Opsummering
For de fleste webshops er det nok en ret almindeligt forekommende situation, at en kunde kommer til at taste en forkert e-mail adresse ind. Selv om e-mail adressen er forkert, vil varen jo nok nå frem i de fleste tilfælde, og sælger vil formentlig også for det meste modtage pengene, da der typisk betales med kort ved e-handel.
Men afgørelsen vil formentlig også betyde, at de lovbestemte oplysninger i henhold til forbrugeraftaleloven må anses for givet korrekt til forbrugere, der ved en fejl har oplyst en forkert e-mail adresse i bestillings-flowet. Dermed risikerer sælger ikke f.eks. en 1-årig forlængelse af fortrydelsesretten i denne situation, blot fordi kunden ikke har modtaget de pligtmæssige oplysninger på et varigt medie.
Hvis det ikke er e-mail adressen, men den fysiske leveringsadresse, forbrugeren kommer til at oplyse forkert, vil der på baggrund af Forbrugerklagenævnets afgørelse ovenfor formentlig gælde det samme, således at også dette er forbrugerens problem, hvis forbrugeren på grund heraf ikke modtager varen.
En forbruger oprettede den 15. maj 2020 et abonnement på en bolighjemmeside og oplyste i den forbindelse ved en fejl en e-mailadresse sluttende på @hotmail.com.com. Han modtog som følge heraf ikke nogen ordrebekræftelse. Den følgende dag forsøgte han at tilgå hjemmesiden uden held. Først et lille år senere, den 27. april 2021 klagede forbrugeren til udbyderen af hjemmesiden, fordi han siden den 19. maj 2020 var blevet opkrævet en månedlig abonnementsbetaling på 299 kr., uden at have haft adgang til bolighjemmesiden.
Et enstemmigt Forbrugerklagenævn fandt, at forbrugerens tilmelding var bindende, og at den manglende adgang til hjemmesiden skyldtes forbrugerens egne forhold, da forbrugeren ved oprettelsen af sin adgang til bolighjemmesiden var ansvarlig for at indtaste de korrekte oplysninger. Forbrugerklagenævnet tilføjede, at forbrugeren under sådanne omstændigheder var den, der var nærmest til at reagere, hvis han var i tvivl om, hvorvidt hans oprettelse af adgang til bolighjemmesiden var sket korrekt. På trods af den forkert indtastede e-mailadresse var der således indgået en bindende aftale, og forbrugeren fik ikke medhold i sin klage.
Læs Forbrugerklagenævnets afgørelse.
