Digitalt indhold
I relation til digitale produkter skelner forbrugeraftaleloven mellem ”digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium” og lyd- eller billedoptagelser eller computersoftware leveret på et fysisk medium (cd, dvd og lignende).
Nedenfor gennemgås fortrydelsesreglerne for digitalt indhold som ikke leveres på et fysisk medium. Læs også om digitale produkter, som leveres på et fysisk medium.
Digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium
Uanset om et digitalt produkt leveres på et fysisk medium, eller om det leveres online via download, streaming eller lignende, har forbrugere som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret fra indgåelsen af aftalen.
Forbrugeraftaleloven opererer med udtrykket ”digitalt indhold”, men loven indeholder ikke nogen definition heraf, idet man fandt det tilstrækkeligt at omtale det i forarbejderne. Forarbejderne og det bagvedliggende direktiv definerer digitalt indhold som ”data, der er produceret og leveret i digital form”, og som eksempler nævnes computerprogrammer, applikationer, spil, musik, videoer eller tekster.
Selv om der som nævnt er 14 dages fortrydelsesret ved køb af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, har sælger mulighed for at aftale med forbrugeren, at der ikke skal være nogen fortrydelsesret.
Dette forudsætter:
- at sælger forud for salget gør forbrugeren opmærksom på, at der ikke er nogen fortrydelsesret i forbindelse med det konkrete køb
- at sælger får forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til at påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristens udløb samt forbrugerens forudgående anerkendelse af, at fortrydelsesretten bortfalder, når udførelsen påbegyndes
- at sælger efter salget og inden påbegyndelsen af udførelsen giver forbrugeren en bekræftelse af aftalen på et varigt medium
- at sælger efter salget og inden påbegyndelsen af udførelsen giver forbrugeren en kopi af forbrugerens udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at denne mister fortrydelsesretten, når udførelsen påbegyndes
Ud fra selve lovteksten kan det give anledning til tvivl, om fortrydelsesretten helt bortfalder hvis sælger overholder betingelserne ovenfor, eller om købet kan fortrydes indtil leveringen/udførelsen påbegyndes. Spørgsmålet er behandlet i forbrugeraftalelovens forarbejder, og det konkluderes her, at fortrydelsesretten helt bortfalder.
Det fremgår ikke, om kopien af forbrugerens udtrykkelige samtykke/anerkendelse skal gives til forbrugeren som et selvstændigt dokument, eller om den kan være en del af de (mange) oplysninger forbrugeren i forvejen skal have tilsendt på et varigt medium efter købet. Henset til formålet med at stille kravet om at forbrugeren skal have tilsendt en kopi, må det antages, at kopien enten skal sendes/vedhæftes som et selvstændigt dokument eller i øvrigt fremgå tydeligt af den bekræftelse af aftalen, som forbrugeren i forvejen skal have tilsendt (i modsætning til blot at nævne samtykket/anerkendelsen) i de almindelige vilkår for aftalen eller lignende.
Det fremgår ikke tydeligt af forbrugeraftaleloven, om sælger må stille det som en betingelse for indgåelse af aftale, at forbrugeren giver det nævnte samtykke (selv om dette er en helt almindelig praksis), eller om forbrugeren som et alternativ skal kunne vælge at vente med leveringen til udløbet af de 14 dage. Ud fra lovens forarbejder må det imidlertid antages, at det fortsat vil være muligt at stille det som en betingelse for et køb, at der gives samtykke til at fortrydelsesretten skal bortfalde før tid.
Hvis sælger ikke overholder den korrekte fremgangsmåde
Som sælger af digitalt indhold er det vigtigt at overholde betingelserne ovenfor, idet forbrugeraftalelovens § 25, stk. 3 eksplicit fastslår, at forbrugeren i følgende tilfælde hverken hæfter for hel eller delvis levering:
- hvis forbrugeren ikke på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til, at aftalens opfyldelse er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb
- hvis forbrugeren ikke har anerkendt, at vedkommende mister sin fortrydelsesret, når vedkommende giver sit samtykke
- hvis den erhvervsdrivende har undladt at give forbrugeren en bekræftelse af dennes forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt.
Lejer man en film på nettet, vil sælger med andre ord ikke kunne kræve betaling, selv om jeg allerede har set filmen, hvis sælger har forbrudt sig mod blot et af de tre punkter.
SMS-tjenester
Salg af ydelser vis SMS reguleres som udgangspunkt på samme måde som salg via ”traditionel” e-handel via en pc.
Den tidligere forbrugeraftalelov indeholdt en bestemmelse (§ 12, stk. 4) om, at man ved salg via SMS i en række tilfælde ikke behøvede give lige så mange oplysninger på et varigt medium som ved andre former for fjernsalg.
I den forbrugeraftalelov, der trådte i kraft 13. juni 2014 forsvandt denne undtagelse. I stedet undtages en række SMS-tjenester helt fra lovens anvendelsesområde, idet loven fastslår, at loven ikke gælder for ”aftaler om brug af offentligt tilgængelig telefon eller andet telekommunikationsmiddel, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås ved benyttelsen af kommunikationsmidlet”.
I forbindelse med implementeringen af det bagvedliggende EU-direktiv har EU-Kommissionen i forbindelse med besvarelsen af en række spørgsmål fra medlemsstaterne tilkendegivet, at såkaldte ”Premium Rate Services” eller ”Value-Added Services”, dvs. tjenesteydelser, der leveres over telefonen, og som betales gennem forbrugerens telefonregning falder ind under denne undtagelse. Det drejer sig om de tilfælde, hvor aftalen indgås og samtidigt fuldbyrdes ved hjælp af telefonopkaldet eller SMS’en, uden at der har været forudgående kontakt mellem parterne. Som eksempler nævnes opkald til nummeroplysningen og telefonafstemninger.
I det omfang en aftale om og udførelsen af en SMS-tjeneste indgås og samtidigt fuldbyrdes ved hjælp af telefonopkaldet eller SMS’en, uden at der har været forudgående kontakt mellem parterne, vil disse tjenesteydelser således efter Justitsministeriets opfattelse være undtaget fra lovens anvendelsesområde i dag. Der vil derfor ikke være nogen fortrydelsesret, ligesom oplysningsforpligtelserne i loven heller ikke gælder i disse tilfælde.
Opkræves ydelserne ikke via telefonregningen, gælder de almindelige regler for fjernsalg af tjenesteydelser/digitale produkter.
Fortrydelsesret ved salg af varer Ved salg af varer på nettet har forbrugere 14 dages fortrydelsesret, og det er ikke muligt at aftale, at der ikke skal være nogen fortrydelsesret, eller at fristen for at fortryde skal være kortere end fastsat i loven. Herunder kan du i detaljer læse om, hvad fortrydelsesretten indebærer: Sælgers pligt […]
Standardfortrydelsesvejledningen
En af ændringerne i den nye forbrugeraftalelov er, at sælger fremover skal give flere oplysninger om fortrydelsesret forud for et salg.
De sælgere, der gerne vil være helt sikre på at give de korrekte oplysninger om fortrydelsesretten, og ikke selv ønsker at formulere en tekst herom, har mulighed for at anvende den standardfortrydelsesvejledning, som fremgår af forbrugeraftalelovens bilag 1.
Benytter man standardfortrydelsesvejledningen (korrekt), anses man for at have overholdt den forudgående oplysningspligt i relation til oplysninger om fortrydelsesretten.
Formularen i bilag 1 kan ifølge bilagets overskrift anvendes ved
- aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
- fjernsalg af varer
- fjernsalg af ikke-finansielle tjenesteydelser
Når man udfylder formularen, skal man foretage en række valg ud fra den salgssituation, der er relevant, og derudfra vælge de korrekte tekstblokke.
Selv om standardfortrydelsesvejledningen gerne skulle være en hjælp til de erhvervsdrivende, indeholder formularen imidlertid allerede i relation til det første valg, der skal træffes, en fejl. Selv om det af bilagets overskrift som nævnt fremgår, at bilaget kan anvendes ved salg af bl.a. ikke-finansielle tjenesteydelser, så er ingen af de under vejledningens punkt 1 anførte valgmuligheder beregnet på salg af ikke-finansielle tjenesteydelser. Den korrekte tekst i den situation er imidlertid teksten under 1a, ”hvor aftalen blev indgået”.
Også under nr. 5 må det siges at være ret uklart, hvordan vejledningen skal udfyldes, idet der mangler et “eller” mellem de første to sætninger, som er indbyrdes modstridende.
Som en sidste uhensigtsmæssighed tager vejledningens sprogbrug udgangspunkt i, at vejledningen sendes til forbrugeren i et brev eller en e-mail, jf. formuleringen ”De kan benytte den vedhæftede standardfortrydelsesformular, men det er ikke obligatorisk.” i indledningen af vejledningen. Dette selv om der ikke forud for salget er nogen pligt til at sende vejledningen til forbrugeren.
Hverken loven eller forarbejderne kommer ind på, hvordan eller hvornår sælger skal præsentere forbrugeren for standardfortrydelsesvejledningen, hvis sælger ønsker at gøre brug af den.
Det ligger imidlertid fast, at vejledningen skal præsenteres for forbrugeren forud for salget, og det ligger også fast, at der ikke forud for salget er nogen pligt til at sende vejledningen til forbrugeren.
Det må antages, at en tydelig henvisning til vejledningen undervejs i bestillingsforløbet vil leve op til kravene. Som de fleste netbutikker i dag er indrettet, sætter forbrugeren på bestillingssiden kryds i et felt, hvor han accepterer eller erklærer at være bekendt med sælgers salgs- og leveringsbetingelser. En nærliggende mulighed vil derfor være at oplyse om vejledningen i forbindelse hermed. Hvis sælger ud for det felt, forbrugeren skal krydse af på bestillingssiden f.eks. skriver teksten ”Jeg er bekendt med salgsvilkårene og vejledningen om min fortrydelsesret, hvor henholdsvis ”salgsvilkårene” og ”vejledningen om min fortrydelsesret” er links til de pågældende dokumenter, vil dette formentlig leve op til lovens krav. Der foreligger dog i sagens natur endnu ikke nogen afgørelser omkring dette.
Allerede på grund af dens utidssvarende sprogbrug og de nævnte problemer i vejledningen må det antages, at kun få erhvervsdrivende vil gøre brug af standardfortrydelsesvejledningen, og der er som det fremgår af forbrugeraftalelovens § 9, stk. 1 da heller ikke nogen pligt hertil. Vælger sælger ikke at benytte standardfortrydelsesvejledningen, er det dog sælgers ansvar at sørge for, at oplysningerne bliver givet på anden vis i overensstemmelse med lovens krav.
Standardfortrydelsesformularen
Som noget nyt indfører den nye forbrugeraftalelov formulartvang i den forstand at sælger fremover er forpligtet til at benytte en standardfortrydelsesformular ved salg af både varer og tjenesteydelser til forbrugere ved fjernsalg.
Forud for et salg skal sælger gøre forbrugeren opmærksom på standardfortrydelsesformularen. Der er ikke noget krav om, at forbrugeren præsenteres for formularen i sin helhed forud for købet, men han skal gøres opmærksom på dens eksistens. Hvis sælger i den information om fortrydelsesretten, som han i øvrigt skal give forud for salget, linker til standardformularen, så forbrugeren har mulighed for at se den, må det antages at være tilstrækkeligt i relation til den forudgående information.
Når salget er gennemført skal sælger imidlertid decideret sende forbrugere, der har fortrydelsesret, standardfortrydelsesformularen.
Selve standardfortrydelsesformularen fremgår af bilag 3 til forbrugeraftaleloven, og formularen skal sendes med den ordlyd, den har i bilaget. Formularen skal sendes til forbrugeren på et varigt medium, og det vil i praksis sige pr. brev eller i en e-mail. Det vil ikke være tilstrækkeligt at indsætte et link til, hvor forbrugeren kan finde formularen på sælgers hjemmeside, det spørgsmål er der udtrykkeligt taget stilling til i forbindelse med lovens tilblivelse.
Det er indtil videre uafklaret, om formularen skal sendes/vedhæftes som et separat dokument, eller om det må være en del af et andet dokument, f.eks. sidste side i salgs- og leveringsbetingelserne, som mange i forvejen sender forbrugerne som en vedhæftet fil. Henset til formålet kan det ikke udelukkes, at Forbrugerombudsmanden vil kræve, at formularen sendes/vedhæftes som et separat dokument, idet der ellers vil være en større risiko for, at forbrugeren ofte ikke vil opdage formularen.
Formularen skal sendes til forbrugeren inden for rimelig tid efter aftaleindgåelsen og senest ved leveringen af varen eller før leveringen af tjenesteydelsen påbegyndes.
Som sælger er det vigtigt at være opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke begynder at løbe før forbrugeren har fået tilsendt standardformularen. Får forbrugeren ikke formularen tilsendt, løber fortrydelsesretten i op til et år og 14 dage efter aftalens indgåelse/leveringen.
Forbrugere, der ønsker at fortryde et køb, kan vælge at bruge formularen, hvis de ønsker at fortryde købet, men de har ikke pligt hertil, idet de også kan give meddelelsen om fortrydelsen på anden vis, f.eks. ved at sende sælger en mail eller et brev eller ved at returnere varen vedlagt et brev.
Som et supplement til (ikke som erstatning for) standardfortrydelsesformularen må sælger tilbyde forbrugeren en online adgang til at fortryde købet. En sådan online formular må gerne, men behøver ikke have nøjagtig samme ordlyd som formularen i bilag 3, men den skal under alle omstændigheder indeholde en utvetydig erklæring om, at købet fortrydes. Vælger sælger at tilbyde en sådan online formular, er det et krav, at forbrugeren umiddelbart efter at have udfyldt og sendt formularen modtager en elektronisk bekræftelse på, at den er indsendt, så han efterfølgende kan dokumentere at have fortrudt købet.
En del sælgere vil formentlig ikke være begejstrede for standardfortrydelsesformularen. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der er alvorlige konsekvenser knyttet til ikke at bruge formularen korrekt. Vælger man slet ikke at bruge formularen udløber fortrydelsesfristen først 1 år og 14 dage efter forbrugerens modtagelse af varen. Og samtidig er sælger tilmed afskåret fra at fratrække en eventuel værdiforringelse ved tilbagebetalingen til forbrugeren. Sælger vil med andre ord i op til et år og 14 dage efter leveringen af varen som udgangspunkt være forpligtet til at tage varen retur og betale alle penge tilbage til en forbruger, der fortryder købet.
