Digitalt indhold

I relation til digitale produkter skelner forbrugeraftaleloven mellem ”digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium” og lyd- eller billedoptagelser eller computersoftware leveret på et fysisk medium (cd, dvd og lignende).

Nedenfor gennemgås fortrydelsesreglerne for digitalt indhold som ikke leveres på et fysisk medium. Læs også om digitale produkter, som leveres på et fysisk medium.

Digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium

Uanset om et digitalt produkt leveres på et fysisk medium, eller om det leveres online via download, streaming eller lignende, har forbrugere som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret fra indgåelsen af aftalen.

Forbrugeraftaleloven opererer med udtrykket ”digitalt indhold”, men loven indeholder ikke nogen definition heraf, idet man fandt det tilstrækkeligt at omtale det i forarbejderne. Forarbejderne og det bagvedliggende direktiv definerer digitalt indhold som ”data, der er produceret og leveret i digital form”, og som eksempler nævnes computerprogrammer, applikationer, spil, musik, videoer eller tekster.

Selv om der som nævnt er 14 dages fortrydelsesret ved køb af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, har sælger mulighed for at aftale med forbrugeren, at der ikke skal være nogen fortrydelsesret.

Dette forudsætter:

• at sælger forud for salget gør forbrugeren opmærksom på, at der ikke er nogen fortrydelsesret i forbindelse med det konkrete køb
• at sælger får forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til at påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristens udløb samt forbrugerens forudgående anerkendelse af, at fortrydelsesretten bortfalder, når udførelsen påbegyndes
• at sælger efter salget og inden påbegyndelsen af udførelsen giver forbrugeren en bekræftelse af aftalen på et varigt medium
• at sælger efter salget og inden påbegyndelsen af udførelsen giver forbrugeren en kopi af forbrugerens udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at denne mister fortrydelsesretten, når udførelsen påbegyndes

Ud fra selve lovteksten kan det give anledning til tvivl, om fortrydelsesretten helt bortfalder hvis sælger overholder betingelserne ovenfor, eller om købet kan fortrydes indtil leveringen/udførelsen påbegyndes. Spørgsmålet er behandlet i forbrugeraftalelovens forarbejder, og det konkluderes her, at fortrydelsesretten helt bortfalder.

Det fremgår ikke, om kopien af forbrugerens udtrykkelige samtykke/anerkendelse skal gives til forbrugeren som et selvstændigt dokument, eller om den kan være en del af de (mange) oplysninger forbrugeren i forvejen skal have tilsendt på et varigt medium efter købet. Henset til formålet med at stille kravet om at forbrugeren skal have tilsendt en kopi, må det antages, at kopien enten skal sendes/vedhæftes som et selvstændigt dokument eller i øvrigt fremgå tydeligt af den bekræftelse af aftalen, som forbrugeren i forvejen skal have tilsendt (i modsætning til blot at nævne samtykket/anerkendelsen) i de almindelige vilkår for aftalen eller lignende.

Det fremgår ikke tydeligt af forbrugeraftaleloven, om sælger må stille det som en betingelse for indgåelse af aftale, at forbrugeren giver det nævnte samtykke (selv om dette er en helt almindelig praksis), eller om forbrugeren som et alternativ skal kunne vælge at vente med leveringen til udløbet af de 14 dage. Ud fra lovens forarbejder må det imidlertid antages, at det fortsat vil være muligt at stille det som en betingelse for et køb, at der gives samtykke til at fortrydelsesretten skal bortfalde før tid.

Hvis sælger ikke overholder den korrekte fremgangsmåde

Som sælger af digitalt indhold er det vigtigt at overholde betingelserne ovenfor, idet forbrugeraftalelovens § 25, stk. 3 eksplicit fastslår, at forbrugeren i følgende tilfælde hverken hæfter for hel eller delvis levering:

• hvis forbrugeren ikke på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til, at aftalens opfyldelse er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb
• hvis forbrugeren ikke har anerkendt, at vedkommende mister sin fortrydelsesret, når vedkommende giver sit samtykke
• hvis den erhvervsdrivende har undladt at give forbrugeren en bekræftelse af dennes forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt.

Lejer man en film på nettet, vil sælger med andre ord ikke kunne kræve betaling, selv om jeg allerede har set filmen, hvis sælger har forbrudt sig mod blot et af de tre punkter.

Standardfortrydelsesvejledningen

En af ændringerne i den nye forbrugeraftalelov er, at sælger fremover skal give flere oplysninger om fortrydelsesret forud for et salg.

De sælgere, der gerne vil være helt sikre på at give de korrekte oplysninger om fortrydelsesretten, og ikke selv ønsker at formulere en tekst herom, har mulighed for at anvende den standardfortrydelsesvejledning, som fremgår af forbrugeraftalelovens bilag 1.

Benytter man standardfortrydelsesvejledningen (korrekt), anses man for at have overholdt den forudgående oplysningspligt i relation til oplysninger om fortrydelsesretten.

Formularen i bilag 1 kan ifølge bilagets overskrift anvendes ved

• aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
• fjernsalg af varer
• fjernsalg af ikke-finansielle tjenesteydelser

Når man udfylder formularen, skal man foretage en række valg ud fra den salgssituation, der er relevant, og derudfra vælge de korrekte tekstblokke.

Selv om standardfortrydelsesvejledningen gerne skulle være en hjælp til de erhvervsdrivende, indeholder formularen imidlertid allerede i relation til det første valg, der skal træffes, en fejl. Selv om det af bilagets overskrift som nævnt fremgår, at bilaget kan anvendes ved salg af bl.a. ikke-finansielle tjenesteydelser, så er ingen af de under vejledningens punkt 1 anførte valgmuligheder beregnet på salg af ikke-finansielle tjenesteydelser. Den korrekte tekst i den situation er imidlertid teksten under 1a, ”hvor aftalen blev indgået”.

Også under nr. 5 må det siges at være ret uklart, hvordan vejledningen skal udfyldes, idet der mangler et “eller” mellem de første to sætninger, som er indbyrdes modstridende.

Som en sidste uhensigtsmæssighed tager vejledningens sprogbrug udgangspunkt i, at vejledningen sendes til forbrugeren i et brev eller en e-mail, jf. formuleringen ”De kan benytte den vedhæftede standardfortrydelsesformular, men det er ikke obligatorisk.” i indledningen af vejledningen. Dette selv om der ikke forud for salget er nogen pligt til at sende vejledningen til forbrugeren.

Hverken loven eller forarbejderne kommer ind på, hvordan eller hvornår sælger skal præsentere forbrugeren for standardfortrydelsesvejledningen, hvis sælger ønsker at gøre brug af den.

Det ligger imidlertid fast, at vejledningen skal præsenteres for forbrugeren forud for salget, og det ligger også fast, at der ikke forud for salget er nogen pligt til at sende vejledningen til forbrugeren.

Det må antages, at en tydelig henvisning til vejledningen undervejs i bestillingsforløbet vil leve op til kravene. Som de fleste netbutikker i dag er indrettet, sætter forbrugeren på bestillingssiden kryds i et felt, hvor han accepterer eller erklærer at være bekendt med sælgers salgs- og leveringsbetingelser. En nærliggende mulighed vil derfor være at oplyse om vejledningen i forbindelse hermed. Hvis sælger ud for det felt, forbrugeren skal krydse af på bestillingssiden f.eks. skriver teksten ”Jeg er bekendt med salgsvilkårene og vejledningen om min fortrydelsesret, hvor henholdsvis ”salgsvilkårene” og ”vejledningen om min fortrydelsesret” er links til de pågældende dokumenter, vil dette formentlig leve op til lovens krav. Der foreligger dog i sagens natur endnu ikke nogen afgørelser omkring dette.

Allerede på grund af dens utidssvarende sprogbrug og de nævnte problemer i vejledningen må det antages, at kun få erhvervsdrivende vil gøre brug af standardfortrydelsesvejledningen, og der er som det fremgår af forbrugeraftalelovens § 9, stk. 1 da heller ikke nogen pligt hertil. Vælger sælger ikke at benytte standardfortrydelsesvejledningen, er det dog sælgers ansvar at sørge for, at oplysningerne bliver givet på anden vis i overensstemmelse med lovens krav.