SÆLGERS TILBAGEBETALING

Når forbrugeren i forbindelse med et køb af varer på nettet eller ved andre former for fjernsalg rettidigt har meddelt, at han har fortrudt et køb, skal sælger betale pengene tilbage til forbrugeren. Det er i den forbindelse helt centralt for sælger at kende reglerne for, hvor meget sælger skal betale tilbage til forbrugeren, hvornår tilbagebetalingen skal ske, og hvordan. I forhold til flere af disse spørgsmål indeholder den nye forbrugeraftalelov en række væsentlige ændringer i forhold til den hidtidige praksis. Nedenfor gennemgås punkterne hver for sig.

HVOR MEGET SKAL SÆLGER TILBAGEBETALE

Når en forbruger har fortrudt et varekøb på nettet eller ved andre former for fjernsalg, skal sælger som udgangspunkt tilbagebetale alle beløb inklusiv eventuelle leveringsomkostninger.

Er forbrugeren i forbindelse med købet blevet tilbudt forskellige leveringsmuligheder, og har forbrugeren i den forbindelse valgt en dyrere leveringsform, end den billigste sælger tilbød forbrugeren, har forbrugeren dog som nævnt i afsnittet om forbrugerens omkostninger ikke krav på at få differencen mellem de to beløb retur.

Selv om det er vanskeligt foreneligt med direktivet og selve bestemmelsen i forbrugeraftaleloven omfatter det beløb, sælger skal betale tilbage, ifølge praksis ikke betalingskortgebyrer, hvis der er opkrævet sådanne i forbindelse med købet.

Sælger må ikke tage penge for at betale pengene tilbage, uanset hvilken tilbagebetalingsform, der benyttes.

Hvis varen ikke er i acceptabel stand

Hidtil har forbrugeren haft pligt til at levere varen tilbage i væsentlig samme stand. Gjorde han ikke det, kunne sælger afvise fortrydelsen. En af de store ændringer i den nye forbrugeraftalelov er, at sælger fremover er forpligtet til at acceptere en kundes fortrydelsesret og tage varen retur, uanset hvilken stand varen er i ved returneringen.

Er varens værdi forringet, når sælger får den retur, må sælger imidlertid fremover trække værdiforringelsen fra i det beløb, forbrugeren skal have betalt tilbage (med et par undtagelser nævnt nedenfor).

Hvor sælger tidligere ”blot” skulle vurdere, om en returvare var i væsentlig samme stand eller ej, og dermed om fortrydelsesretten kunne gøres gældende eller ej, så er sælger fremover nødt til at vurdere følgende:

1. Er der givet korrekte oplysninger om fortrydelsesretten?
2. Er varens værdi forringet ved returneringen?
3. Skyldes forringelsen, at forbrugeren har prøvet varen ud over, hvad forbrugeren var berettiget til?
4. Hvor meget udgør værdien af den forringelse, som skyldes, at forbrugeren har prøvet varen ud over, hvad forbrugeren var berettiget til?

Nedenfor gennemgås de fire punkter hver for sig.

1. Er der givet korrekte oplysninger om fortrydelsesretten?

Det er en forudsætning for, at det kan komme på tale at foretage et fradrag for en eventuel værdiforringelse, at sælger har givet korrekte oplysninger om fortrydelsesretten forud for salget.

Selv om bestemmelsen henviser til den forudgående informationspligt, skal den ud fra forarbejderne forstås således, at forbrugeren hæfter for de omhandlede forringelser indtrådt efter det tidspunkt, hvor forbrugeren bliver bekendt med retten til at fortryde, selv om dette tidspunkt først ligger efter aftalens indgåelse. Forarbejderne henviser i den forbindelse bl.a. til købers loyalitetspligt.

Har sælger ikke givet korrekte oplysninger om fortrydelsesretten og er forbrugeren ikke bekendt med retten til at fortryde, er sælger nødt til at betale alle penge tilbage, uanset hvilken stand varen er i.

2. Er varens værdi forringet ved returneringen?

Ved modtagelsen af varen retur må sælger foretage en vurdering af, om varens værdi er blevet forringet.

Det, der skal lægges vægt på, når man skal vurdere størrelsen af en eventuel værdiforringelse, er varens handelsværdi (forringelsen taget i betragtning), hvorved forstås varens generelle handelsmæssige værdi og dermed den pris, som erhvervsdrivende almindeligvis kan opnå. Det afgørende er med andre ord ikke hvad sælger selv ville kunne sælge varen for i den salgskanal, sælger normalt selv benytter. Prisen ved salg mellem forbrugere, f.eks. gennem Den Blå Avis (hvor det antages, at der kan opnås en højere pris end ved en erhvervsdrivendes salg til en forbruger!), vil ifølge forarbejderne heller ikke kunne lægges til grund.

3. Skyldes forringelsen, at forbrugeren har prøvet varen ud over, hvad forbrugeren var berettiget til?

Når sælger frem til, at varens værdi er forringet, må sælger som det næste tage stilling til, om det er forbrugeren, der hæfter for forringelsen.

Skyldes værdiforringelsen alene den håndtering af varen, som var nødvendig for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på, hæfter sælger for værdiforringelsen, og i så fald må sælger ikke trække noget fra i det beløb, der skal betales tilbage.

Skyldes værdiforringelsen, at forbrugeren har brugt varen ud over, hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde den fungerer på, må sælger foretage et fradrag for den værdiforringelse, der kan henføres hertil.

Ifølge forarbejderne skal der i den forbindelse lægges vægt på, om forbrugeren har håndteret varen på en måde, som vedkommende i almindelighed i forretninger, der sælger tilsvarende varer, ville have fået lov til i en forretning. F.eks. kan forbrugeren alene prøve et stykke tøj, men ikke have det på i længere tid.

Der gælder i øvrigt en generel forpligtelse til at håndtere og besigtige varerne med behørig omhu, dvs. at forbrugeren hæfter for forringelse af varen, der skyldes forbrugerens eller medlemmer af dennes husstands uagtsomhed eller manglende omsorg.

Det siges også i forarbejderne, at det beløb, forbrugeren har krav på at få tilbagebetalt som følge af ovennævnte, nogle gange vil kunne være så beskedent, at det ikke kan betale sig for forbrugeren at gøre brug af fortrydelsesretten.

Emballagen

Hidtil har det i et vist omfang været muligt at kræve, at varen blev returneret i den originale emballage med den konsekvens, at købet ikke kunne fortrydes, hvis ikke varen blev returneret i den originale emballage.

Fremover vil åbning af, skade på eller manglende returnering af emballagen skulle indgå i vurderingen af, om ibrugtagningen har medført en forringelse af varens handelsværdi og i givet fald en vurdering af, om forbrugeren hæfter for en sådan værdiforringelse.

Ud fra kriteriet nævnt ovenfor, hvorefter forbrugeren alene har lov til at prøve varen på samme måde som i en butik, vil det være nærliggende for sælgere af en lang række produkter at konkludere, at forbrugeren ikke må have brudt/ødelagt emballagen, idet man i mange tilfælde heller ikke har den mulighed i en butik.

På trods af den pågældende formulering i forarbejderne er der imidlertid intet der tyder på, at forbrugeren ikke fortsat vil have mulighed for at bryde en emballage og prøve varen uden at skulle betale for en værdiforringelse. Selve det forhold at forbrugeren bryder emballagen, vil formentlig ikke føre til, at sælger foretager et fradrag for værdiforringelse. Formentlig heller ikke hvor emballagen er af en sådan karakter, at forbrugeren er nødt til at ødelægge den for at kunne prøve varen, vil sælger kunne foretage fradrag for værdiforringelse. Praksis må dog med tiden vise, hvor grænsen går i disse tilfælde.

4. Hvor meget udgør værdien af den forringelse, som skyldes, at forbrugeren har prøvet varen ud over, hvad forbrugeren var berettiget til?

Hvis varens værdi efter sælgers opfattelse er forringet, og hvis det efter sælgers opfattelse skyldes, at forbrugeren har prøvet varen ud over, hvad forbrugeren var berettiget til, må sælger foretage en vurdering af, hvor stor en del af værdiforringelsen, der skyldes, at forbrugeren har prøvet varen ud over, hvad forbrugeren var berettiget til. Dette beløb kan sælger herefter fratrække i det beløb, forbrugeren skal have betalt tilbage.

Den del af værdiforringelsen, som alene skyldes, at forbrugeren har prøvet varen i overensstemmelse med, hvad forbrugeren har lov til, kan sælger ikke trække fra.

Hændelige skader

Som noget nyt er det fremover forbrugeren, der bærer risikoen for hændelige skader på varen, mens varen befinder sig hos forbrugeren og under transporten retur til sælger. Er varen blevet beskadiget hos forbrugeren eller under transporten retur til sælger, er det derfor forbrugeren, der kommer til at bære dette tab, idet sælger kan foretage fradrag for den værdiforringelse, der er en følge af sådanne skader.

Bevisbyrden

Med hensyn til bevisbyrden er det sælger, der skal bevise, at varens værdi er forringet. Kan sælger det, er det forbrugeren, der skal bevise, at værdiforringelsen ikke skyldes brug/afprøvning ud over, hvad der var nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde den fungerer på.

I praksis vil det i første omgang være sælger, der må foretage vurderingen og træffe beslutningen om et eventuelt fradrag i det beløb, der betales tilbage. Sælger må altså forholde sig til, om varens værdi efter sælgers opfattelse er blevet forringet, om forringelsen skyldes at forbrugeren har prøvet varen ud over hvad forbrugeren var berettiget til, og hvad denne værdiforringelse i givet fald udgør, idet disse vurderinger er forudsætninger for, at sælger kan vurdere, hvor meget han eventuelt skal fradrage i den pris, der skal betales tilbage til forbrugeren.

Varer solgt på kredit

Hvis en vare er solgt på kredit, og sælger mener, der skal fratrækkes et højere beløb i salgsprisen, end sælger har modtaget fra forbrugeren, har sælger ikke andre muligheder end at fakturere forbrugeren herfor. Betaler forbrugeren ikke, er sælgers eneste mulighed at inddrive kravet på almindelig vis.

Samlet salg af både varer og tjenesteydelser

For aftaler, der både omfatter varer og tjenesteydelser, er det reglerne beskrevet ovenfor, der gælder for varer, mens godtgørelsesordningen finder anvendelse på de købte tjenesteydelser.

HVORDAN SKAL SÆLGER TILBAGEBETALE

Når sælger betaler pengene tilbage til forbrugeren, skal det som udgangspunkt ske via samme betalingsmiddel, som forbrugeren benyttede ved købet.

Er der betalt med dankort, skal pengene sættes ind på kundens dankort. Er der betalt med bankoverførsel, skal pengene føres tilbage på kundens bankkonto igen.

Sælger må imidlertid gerne tilbyde forbrugeren andre muligheder for tilbagebetaling, så længe forbrugeren stadig har mulighed for at få pengene tilbage på samme måde som han betalte. Dette kan sælger være interesseret i, idet det koster sælger penge at returnere betalingen via et anvendt betalings- eller kreditkort, mens det typisk ikke koster sælger noget at betale tilbage via bankoverførsel.

Som nævnt ovenfor må sælger ikke tage penge for at betale pengene tilbage, uanset hvilken tilbagebetalingsform, der benyttes.

HVORNÅR SKAL SÆLGER TILBAGEBETALE

Når forbrugeren i forbindelse med et køb på nettet eller ved andre former for fjernsalg rettidigt har meddelt, at han har fortrudt et køb, skal sælger betale pengene tilbage uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter, at sælger fik besked om fortrydelsen.

Sælger af en vare må dog tilbageholde beløbet indtil han har fået varen retur eller har modtaget dokumentation for, at varen er sendt retur, alt efter hvilket tidspunkt, der er tidligst.

Dette gælder dog ikke, hvis sælger har tilbudt selv at afhente varen hos forbrugeren.

Tilbagebetaling før sælger modtager varen retur

De nye regler om fortrydelsesret ved køb af varer har den lidt besynderlige konsekvens, at sælger kan komme til at stå i en situation, hvor sælger reelt skal betale pengene tilbage til en forbruger, der har fortrudt et køb, inden sælger har modtaget varen retur og haft lejlighed til at undersøge varen.

Dette skyldes, at en fortrydelse af et køb fremover består af to led. Først skal forbrugeren give sælger meddelelse om, at han fortryder købet. Det skal ske inden for 14 dage efter at forbrugeren modtog varen. Derefter har forbrugeren yderligere 14 dage til at returnere varen. Blot varen afleveres til en transportør på den sidste dag, er tilbagesendelsen rettidig. Sælger skal imidlertid betale pengene tilbage senest 14 dage efter at han har fået besked fra forbrugeren om, at købet er fortrudt. Sælger skal med andre ord betale pengene tilbage til forbrugeren senest samme dag, som forbrugeren senest er forpligtet til at overgive varen til en transportør.

Det fremgår dog af loven, at sælger har ret til at vente med at betale pengene tilbage, til han har modtaget varen retur eller set dokumentation for, at varen er returneret.

Det vil altid bero på en konkret vurdering, hvad der udgør tilstrækkelig dokumentation. Det kan være en postkvittering, men en postkvittering behøver ikke altid være tilstrækkelig. I forarbejderne anbefales det, at forbrugeren returnerer via anbefalet post, via track & trace eller lignende for at have den bedst mulige dokumentation.

Sælger kan alene kræve dokumentation for, at pakken er sendt, ikke for indholdet af forsendelsen eller varens stand ved indleveringen til forsendelse.

Det er sælger, der i første omgang selv må foretage vurderingen af, om dokumentationen er tilstrækkelig. Vurderer sælger ikke, at den er tilstrækkelig, må sælger vente med at tilbagebetale, til han har modtaget varen, men han risikerer dog i den forbindelse at blive mødt med krav fra forbrugeren, f.eks. om forrentning af det skyldige beløb, hvis det efterfølgende viser sig, at tilbageholdelsen af beløbet har været uberettiget.

I praksis vil ovennævnte formentlig komme til at udgøre et meget begrænset problem for sælgere, i hvert fald ved indenlandske forsendelser hvor man typisk modtager forsendelsen dagen efter, den er afsendt. Ved salg til udlandet risikerer sælgere dog at komme til at stå med et reelt problem, idet de juridisk kan være forpligtede til at betale pengene tilbage før de ved, om de reelt modtager varen, og før de ved hvilken stand varen er i.