Spam bliver alligevel ikke tilladt i den ny markedsføringslov

Posted by:

I dag, 1. juli 2017, trådte den nye markedsføringslov i kraft.

Et af de mest omdiskuterede forslag til ændringer vedrørte erhvervsdrivendes mulighed for at markedsføre sig via e-mail, sms og anden elektronisk post. Udvalget bag udkastet til ny markedsføringslov havde således foreslået en række udvidelser af mulighederne for elektronisk markedsføring.

Bl.a. skulle det ifølge udvalget være muligt at markedsføre sig uden forudgående samtykke overfor ansatte i virksomheder, man inden for det seneste år havde solgt noget til, ligesom erhvervsorganisationer, brancheforeninger og lignende skulle have mulighed for at markedsføre sig over for medarbejdere i virksomheden så længe medlemskabet bestod. Se for en uddybende gennemgang mit indlæg om de foreslåede ændringer.

I den endelige version af loven faldt de foreslåede lempelser af spamforbuddet, som reklamebranchen havde fået skrevet ind i lovforslaget, imidlertid som forudsagt til jorden.

Der var således ikke flertal for de udvidede muligheder for markedsføring over for andre erhvervsdrivende, ligesom der også blev trukket kraftigt i land på udvidelsen af fortolkningen af ”egne tilsvarende produkter”, hvor der i bund og grund var lagt op til, at enhver erhvervsdrivende fremover ville kunne markedsføre stort set ethvert produkt i sit sortiment via e-mail og sms, medmindre kunden aktivt sagde nej tak til det, men hvor det eneste, der blev tilbage, var en vis (rimelig) udvidelse af definitionen. Hvor der i forarbejderne til den tidligere lov var en meget snæver fortolkning af, hvad der skulle forstås ved ”egne tilsvarende produkter”, åbnes der nu op for en lidt bredere forståelse heraf.

I forarbejderne til den nye § 10 nævnes der bl.a. følgende bidrag til, hvornår man kan bruge undtagelsen fremover:

  • Når en bilforhandler har solgt en bil, vil markedsføring af service og reparation til bilen, hvis det foretages af bilforhandleren selv, være omfattet af bilforhandlerens ”egne tilsvarende produkter”, mens syn af bilen foretaget af andre virksomheder ikke vil være omfattet
  • Hvis en virksomhed har solgt garn, vil strikkepinde, hæklepinde, garntasker, strikkeopskrifter og andet tilbehør til strikkegarn, som virksomheden selv sælger, være ”egne tilsvarende produkter”
  • Hvis en kunde i et stormagasin har købt et par bukser, vil anden beklædning være ”egne tilsvarende produkter”
  • Hvis en kunde i et stormagasin har købt et møbel, er andre møbler ”egne tilsvarende produkter”

Det afgørende er med andre ord, om der er tale om produkter inden for samme produktkategori, som kunden har handlet inden for.

Det betyder også, at f.eks. et stormagasin ikke, som der ellers var lagt op til i forslaget, vil kunne markedsføre pølser, når det har solgt en kunde en printer. Her vil man i stedet for skulle bruge et egentligt samtykke fra kunden.

0
  Relaterede indlæg
  • No related posts found.

Add a Comment