Standardfortrydelsesformularen

Posted by:

formularerStandardfortrydelsesformularen

Som noget nyt indfører den nye forbrugeraftalelov formulartvang i den forstand at sælger fremover er forpligtet til at benytte en standardfortrydelsesformular ved salg af både varer og tjenesteydelser til forbrugere ved fjernsalg.

Forud for et salg skal sælger gøre forbrugeren opmærksom på standardfortrydelsesformularen. Der er ikke noget krav om, at forbrugeren præsenteres for formularen i sin helhed forud for købet, men han skal gøres opmærksom på dens eksistens. Hvis sælger i den information om fortrydelsesretten, som han i øvrigt skal give forud for salget, linker til standardformularen, så forbrugeren har mulighed for at se den, må det antages at være tilstrækkeligt i relation til den forudgående information.

Når salget er gennemført skal sælger imidlertid decideret sende forbrugere, der har fortrydelsesret, standardfortrydelsesformularen.

Selve standardfortrydelsesformularen fremgår af bilag 3 til forbrugeraftaleloven, og formularen skal sendes med den ordlyd, den har i bilaget. Formularen skal sendes til forbrugeren på et varigt medium, og det vil i praksis sige pr. brev eller i en e-mail. Det vil ikke være tilstrækkeligt at indsætte et link til, hvor forbrugeren kan finde formularen på sælgers hjemmeside, det spørgsmål er der udtrykkeligt taget stilling til i forbindelse med lovens tilblivelse.

Det er indtil videre uafklaret, om formularen skal sendes/vedhæftes som et separat dokument, eller om det må være en del af et andet dokument, f.eks. sidste side i salgs- og leveringsbetingelserne, som mange i forvejen sender forbrugerne som en vedhæftet fil. Henset til formålet kan det ikke udelukkes, at Forbrugerombudsmanden vil kræve, at formularen sendes/vedhæftes som et separat dokument, idet der ellers vil være en større risiko for, at forbrugeren ofte ikke vil opdage formularen.

Formularen skal sendes til forbrugeren inden for rimelig tid efter aftaleindgåelsen og senest ved leveringen af varen eller før leveringen af tjenesteydelsen påbegyndes.
Som sælger er det vigtigt at være opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke begynder at løbe før forbrugeren har fået tilsendt standardformularen. Får forbrugeren ikke formularen tilsendt, løber fortrydelsesretten i op til et år og 14 dage efter aftalens indgåelse/leveringen.

Forbrugere, der ønsker at fortryde et køb, kan vælge at bruge formularen, hvis de ønsker at fortryde købet, men de har ikke pligt hertil, idet de også kan give meddelelsen om fortrydelsen på anden vis, f.eks. ved at sende sælger en mail eller et brev eller ved at returnere varen vedlagt et brev.

Som et supplement til (ikke som erstatning for) standardfortrydelsesformularen må sælger tilbyde forbrugeren en online adgang til at fortryde købet. En sådan online formular må gerne, men behøver ikke have nøjagtig samme ordlyd som formularen i bilag 3, men den skal under alle omstændigheder indeholde en utvetydig erklæring om, at købet fortrydes. Vælger sælger at tilbyde en sådan online formular, er det et krav, at forbrugeren umiddelbart efter at have udfyldt og sendt formularen modtager en elektronisk bekræftelse på, at den er indsendt, så han efterfølgende kan dokumentere at have fortrudt købet.

En del sælgere vil formentlig ikke være begejstrede for standardfortrydelsesformularen. Man skal imidlertid være opmærksom på, at der er alvorlige konsekvenser knyttet til ikke at bruge formularen korrekt. Vælger man slet ikke at bruge formularen udløber fortrydelsesfristen først 1 år og 14 dage efter forbrugerens modtagelse af varen. Og samtidig er sælger tilmed afskåret fra at fratrække en eventuel værdiforringelse ved tilbagebetalingen til forbrugeren. Sælger vil med andre ord i op til et år og 14 dage efter leveringen af varen som udgangspunkt være forpligtet til at tage varen retur og betale alle penge tilbage til en forbruger, der fortryder købet.

0
  Relaterede indlæg
  • No related posts found.

Add a Comment