Fortrydelsesfristen ved salg af varer

Forbrugeren har 14 dage til at fortryde et køb af varer købt via fjernsalg. Fristen regnes normalt fra den dag, forbrugeren har modtaget varen. Har en anden modtaget varen på vegne af forbrugeren, regnes fristen dog fra denne dag.

For at nævne nogle af de mest praktiske tilfælde vil det sige, at fristen f.eks. løber fra den dag, varen er lagt i forbrugerens postkasse, fra den dag, hvor den efter aftale med forbrugeren (eller hvis forbrugeren er tilmeldt Modtagerflex hos Post Danmark) er lagt i et skur eller lignende i forbrugerens have, eller fra den dag hvor den er afleveret på forbrugerens arbejdsplads. Fristen begynder derimod ikke at løbe blot fordi varen ligger klar til afhentning på posthuset, i en pakkeautomat eller i en butik. I disse tilfælde løber fristen først fra det tidspunkt, hvor forbrugeren eller en anden på forbrugerens vegne afhenter varen.

Modtager forbrugeren aldrig varen, f.eks. fordi forbrugeren ikke afhenter varen på posthuset, begynder fortrydelsesfristen aldrig at løbe. Se mere om hvordan sælger håndterer dette i afsnittet udøvelsen af fortrydelsesretten.

Vær opmærksom på følgende særlige regler:

  • Hvis flere forskellige varer er bestilt i én ordre, men leveres enkeltvis, løber fristen først fra den dag, hvor den sidste vare er modtaget af forbrugeren
  • Hvis en vare består af flere partier eller dele, løber fristen først fra den dag, hvor det sidste parti eller den sidste del er modtaget af forbrugeren
  • Hvis der er indgået en aftale om regelmæssig levering af varer over en bestemt periode, løber fristen fra den dag, den første vare er modtaget af forbrugeren

Vær også opmærksom på, at fortrydelsesfristen i ingen af ovennævnte tilfælde begynder at løbe før forbrugeren på et varigt medium har fået oplysning om fortrydelsesretten. Giver sælger aldrig de krævede oplysninger på et varigt medium, udløber fortrydelsesfristen dog 1 år og 14 dage efter modtagelsen af varen i den forstand varen er modtaget som beskrevet ovenfor.