Må man tage et gebyr for at yde fortrydelsesret?
Ifølge forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2, skal sælger tilbagebetale beløb, han måtte have modtaget fra forbrugeren, hvis forbrugeren udnytter sin fortrydelsesret. Bestemmelsen giver ikke mulighed for at foretage fradrag af nogen art i forbindelse med tilbagebetalingen, og du kan derfor heller ikke beregnes noget gebyr i forbindelse hermed.
Hvad med leveringsomkostningerne, når kunden fortryder?
Når en kunde fortryder et køb, hvor han har fortrydelsesret, skal han have pengene tilbage. Det gælder både pengene for den/de vare(r) kunden har købt, og leveringsomkostningerne.

Den eneste udgift kunden har ved at fortryde et køb er returneringsomkostningerne, som kunden selv skal betale.

Bemærk, at forbrugeraftaleloven kun giver kunden ret til at fortryde hele købet. Du må selvfølgelig gerne give kunden mulighed for også at fortryde kun en del af købet, og i den situation er det op til dig, om kunden også skal have leveringsomkostningerne eller en del heraf retur. Det er imidlertid vigtigt, at du i dine salgs- og leveringsbetingelser får taget stilling til, om kunder, der kun fortryder en del af købet, skal have leveringsomkostninger retur eller ej. Giver du kunden mulighed for at fortryde en del af købet uden at tage stilling til, hvad der skal ske med leveringsomkostningerne, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at du skal betale alle leveringsomkostninger tilbage.

For at tage et typisk eksempel: Du tilbyder gratis levering, når kunden f.eks. køber for over 500 kr., ellers koster levering 50 kr. Kunden køber to varer til 300 kr. pr. stk., og han får derfor gratis levering. Efter at have modtaget varerne, fortryder kunden købet af den ene af varerne og returnerer den til dig. Hvis du accepterer fortrydelser af en del af købet og har skrevet i dine vilkår, at kunden i den situation ikke får leveringsomkostninger retur, skal du i det eksempel kun betale 300 kr. tilbage til kunden. Har du ikke skrevet noget i vilkårene om leveringsomkostninger i den situation, skal du betale kunden 350 kr. tilbage.

Er der fortrydelsesret på bestillingsvarer?
Forbrugeraftaleloven giver ikke mulighed for at undtage bestillingsvarer – forstået som standardvarer, forretningen ikke har på lager – fra fortrydelsesretten. Du er derfor også nødt til at give fortrydelsesret ved salg af bestillingsvarer.
Er der fortrydelsesret på udsalgsvarer og nedsatte varer?
Fortrydelsesretten ved køb på internettet er en lovbestemt ret, som sælger ikke kan fravige til skade for forbrugeren. Forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret indeholder ikke nogen undtagelse hvad angår udsalgsvarer, nedsatte varer, brugte varer m.v., og en sælger af varer over internettet kan derfor ikke slippe for at give fortrydelsesret på disse varegrupper. Det er heller ikke muligt at aftale med forbrugeren, at der ikke skal være fortrydelsesret i disse tilfælde.
Er der fortrydelsesret, hvis varen afhentes i butikken?
Hvis aftalen indgås på nettet, er det uden betydning, om varen sendes til forbrugeren, eller om forbrugeren afhenter varen i butikken. Der er tale om fjernsalg i begge tilfælde, og forbrugeren har derfor fortrydelsesret, medmindre købet er omfattet af en af de undtagelser, der er nævnt i afsnittet ordrebekræftelse.
Har man ret til kun at fortryde en del af et køb?
Forbrugeraftaleloven giver kun forbrugere ret til at fortryde hele købet. Hvis ikke du ønsker det, har du derfor ikke pligt til at acceptere en kundes fortrydelse af en del af købet.

Du må selvfølgelig gerne give kunden mulighed for også at fortryde kun en del af købet, og ønsker du det, kan du med fordel præcisere det i dine salgs- og leveringsbetingelser, at det også er muligt at fortryde en del af købet.

Hvis du accepterer, at kunder fortryder en del af et køb, er det op til dig, om kunden i den situation skal have leveringsomkostningerne eller en del heraf retur. Det er imidlertid vigtigt, at du i dine salgs- og leveringsbetingelser får taget stilling til, om kunder, der kun fortryder en del af købet, skal have leveringsomkostninger retur eller ej. Giver du kunden mulighed for at fortryde en del af købet uden at tage stilling til, hvad der skal ske med leveringsomkostningerne, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at du skal betale alle leveringsomkostninger tilbage.

For at tage et typisk eksempel: Du tilbyder gratis levering, når kunden f.eks. køber for over 500 kr., ellers koster levering 50 kr. Kunden køber to varer til 300 kr. pr. stk., og han får derfor gratis levering. Efter at have modtaget varerne, fortryder kunden købet af den ene af varerne og returnerer den til dig. Hvis du accepterer fortrydelser af en del af købet og har skrevet i dine vilkår, at kunden i den situation ikke får leveringsomkostninger retur, skal du i det eksempel kun betale 300 kr. tilbage til kunden. Har du ikke skrevet noget i vilkårene om leveringsomkostninger i den situation, skal du betale kunden 350 kr. tilbage.

Skal kunden returnere en vare, han har fået med i købet gratis/til 0 kr.?
Hvis en forbruger køber én vare og får en anden med gratis, opstår spørgsmålet, om kunden efterfølgende kan fortryde købet af den vare, han har betalt for og beholde den vare, han fik med gratis.

Det følger af EU-Kommissionens vejledning om forbrugerrettighedsdirektivet, at kunden i den situation har pligt til at returnere begge varer til sælger og altså ikke kan beholde den vare, han fik med gratis. Det samme følger af en udtalelse fra Forbrugerombudsmanden.

Har man købt et jakkesæt og fået et slips med gratis/til 0 kr., kan man med andre ord ikke blot fortryde købet af jakkesættet, få pengene tilbage for det og samtidig beholde slipset.

Ovennævnte gælder dog kun varer, som køber har “accepteret” at få med i købet. Nogle gange lægger en sælger gratis reklameartikler ved i pakken uden forinden at have informeret køber om det. Sådanne gaver vil køber kunne beholde, selv om han fortryder selve købet af de bestilte varer.